Mac – værktøjer til fejlfinding og vedligeholdelse

Som Mac bruger er der sjældent brug for at pille meget ved computeren – det hele kører bare som det skal. Det hører faktisk til sjældenhederne at mac’en bliver ramt af virus, irriterende reklamer osv. Men vi er nogle brugere, der alligevel ikke kan lade være med at pille og kigge i krogene. Og hvis uheldet er ude, og hvis man bliver ramt af noget “snavs” så er der heldigvis også hjælp at hente.

Der er de, der mener, at beskyttelse er unødvendigt og de der mener det modsatte. Der er flere eksempler på, at Mac computere er blevet ramt af virus og lignende snavs, og der er nok mange flere eksempler på, at brugere aldrig har set computer snavs. Så hvad gør en klog? Det kan jeg ikke hjælpe med – det må være op til den enkelte at afgøre. Jeg er selv holdt op med at bruge beskyttelsesprogrammer; til gengæld klikker jeg ikke på hvad som helst, jeg holder mine programmer opdateret og jeg har altid en opdateret backup (TimeMachine).

Hvis man ønsker et beskyttelsesprogram, så har alle de “kendte” producenter af beskyttelse til Windows også lavet en version af deres beskyttelse til Mac computeren. Min personlige favorit er ikke et af disse programmer, men derimod Virusbarrier fra Intego. Intego glimrer dels ved at være på forkant med udviklingen, dels ved at være specialproduceret til Mac’en og ikke bare en konvertering af et windows program. Et andet godt program er LittleSnitch, der blot er en avanceret firewall. Det er dog mest for de mere nørdede brugere.

MEN denne artikel skal ikke handle så meget om beskyttelse, mere om fejlfinding, rensning og vedligeholdelse.

FEJLFINDING og RENSNING

MALWAREBYTES ANTIMALWARE

Har du problemer og/eller mistanke om “snavs”, så bør Malwarebytes Antimalware til Mac være dit første valg. Jeg har også skrevet om det HER. Programmet kender du måske fra Windows verdenen, men eneste fællestræk er nu nok navnet. Til Mac er programmet bygget over AdwareMedic, der oprindeligt kommer fra safemac. Uanset rødder, så vil programmet kunne skaffe dig af med de mest udbredte virus- og adwareprogrammer. Det er nemt og ligetil at gå til – hent, installer og kør (når du kører programmet vil det selv hente seneste opdateringer inden scanning).

mbam

ETRECHECK

EtreCheck har jeg også skrevet om FØR. Programmet minder lidt om HijackThis til Windows, idet det viser generelle informationer om din Mac, og samtidigt vises de programmer, der startes ved opstart, browser plugins (og lidt til). Når programmet køres vil det “ringe” hjem til EtreCheck.com Apple og Adobe for at sammenligne og meddele om nødvendige opdateringer. Inden du kører programmet skal du vælge ét af flere problemer, der kan være årsag til, at du kører EtreCheck. Valget er uden betydning for EtreCheck, og eneste forskel er, at den efterfølgende log markeres med det problem du har valgt…

ec

Efter kørsel af EtreCheck laves der en kort log med informationer om din computer, startup programmer m.v. som nævnt ovenfor. Nedenfor et lille udpluk af EtreCheck log’en som den ser ud på min computer…

ec

Hvis du ikke selv kan tyde log’en, er det muligt at gemme den og lægge den i et “problem-knuser” forum, hvor andre vil kunne hjælpe – eksempelvis Spywarefri.dk.

ANDRE ANALYSE VÆRKTØJER

Hvis der er behov for dybere analyse, kan jeg anbefale (udover Mac’ens indbyggede Activity Monitor):

TaskExplorer (TE): TE vil liste alle kørende processer, dynamiske biblioteker og filer, processen har åbnet samt netværksforbindelser. Samtidigt er VirusTotal integreret i listen, så du kan se om VirusTotal anser processen/filen for værende skadelig. TE har en fin søgefunktion (filter), så du kan filtrere listen til det formål du ønsker – alt sammen beskrevet i linket

te

KnockKnock (KK): KK vil liste alle programmer, der er installeret og startende ved computer start. Mange legale programmer starter når din computer starter, men det er også et typisk karaktertræk ved “snavs”, så at undersøge disse er ikke en dårlig ide. Som med TaskExplorer er programmet integreret med VirusTotal, så du umiddelbart kan få en angivelse af processer/programmers status på VirusTotal.

kk

Dylib Hijack Scanner (DHS): DHS vil scanne din Mac computer efter processer/programmer hvis dynamiske biblioteker, der er “hijacket”. HiJack af et dynamisk bibliotek er en kendt metode til at inficere og/eller overtage din computer. DHS vil ligeledes scanne efter programmer, der er sårbare i forhold til ovenstående trussel. Det er alt sammen lidt nørdet, men skulle et program være hijack’et, så kan det være tegn på en infektion, og det skal analyseres yderligere. Du kan læse mere på programmets hjemmeside.

dhs

VEDLIGEHOLDELSE

Din Mac computer kører jævnligt mindre vedligeholdelsesrutiner – hvis den da er tændt når computeren er programmeret til at køre disse (typisk midt om natten). Hvis din computer ikke er tændt om natten, så kan du tvinge din mac til at køre dem på alle mulige andre tidspunkter, og det nemmeste er at starte Terminal og skrive følgende ved prompten: sudo periodic daily weekly monthly (tast Enter) og skriv herefter din adgangskode til computeren og tast Enter igen. For langt de fleste vil det være rigelig vedligeholdelse, idet Mac’en herefter kører nogle vedligeholdelsesrutiner.

Naturligvis skal du også holde dine programmer opdaterede. Det gør du formentlig via AppStore og via andre programmers indbyggede opdateringsfunktion – eksempelvis MS Office, der har sit eget opdateringsprogram.

CCLEANER

Hvis du alligevel gerne vil gøre lidt ekstra, så er der to programmer jeg vil introducere – Onyx og CCleaner. Der findes mange andre, men disse to illustrerer to yderpunkter. Onyx er for de mere “nørdede” med rimelig god forståelse af computerens funktionaliteter og computersprog. CCleaner er langt mere brugervenlig og forståelig, men til gengæld væsentlig mindre avanceret. Det er ikke min hensigt at lave en vejledning til nogle af disse – blot introducere det grundlæggende.

CCleaner renser din computer for overflødige filer og cookies, og har herudover et par værktøjer tilknyttet, der kan hjælpe med at afinstallere programmer og fjerne uønskede startup programmer. CCleaner er lige til at gå til – hent, installer og kør.  Der findes en glimrende engelsk manual til programmet, hvis du vil læse mere.

cc

ONYX

Onyx er et anderledes avanceret program, der giver dig mulighed for at pille i alle Mac’ens kroge. Du kan nøjes med blot at bede Onyx om at køre de indbyggede Mac rutiner, men du kan også vælge at køre en lang række andre processer. Det er vanskeligt at beskrive alle de forskellige funktioner i Onyx. Programmet er inddelt i 5 hovedgrupper, Maintenance, Cleaning, Automation, Utilities og Parameters.

Det er ganske enkelt for omfattende at beskrive hele programmet her, men du kan analysere og reparere din harddisk, rydde op i computerens forskellige biblioteker, reparere tilladelser, ændre en lang række skjulte indstillinger i Mac’ens programmer, skjule mapper, køre adskillige hjælpe-/diagnostik programmer m.m.

Onyx er tæt på at være “moderen” til alle andre lignende vedligeholdelsesprogrammer – og du kan både reparere og ødelægge din computer, så vær nu forsigtig…